Gå til indhold
Eja Tække, som du kan læse en artikel om på fof aftenskolen aarhus' inspirationsside

For Eja går forpligtelse, fællesskab og fornøjelse hånd i hånd

Hvad får et menneske til at lave lektier, male penselstrøg og møde op til undervisning uge efter uge - selv efter man er fyldt 80? En af dem, der kender svaret, er Eja Tække.

Tekst og foto: Nanna Nørgaard Iversen

Når Eja Tække sætter sig med pensel eller blyant, er det ikke bare hobby. Det er en livslang nysgerrighed, der fortsætter ubesværet ind i pensionisttilværelsen.

Siden 2005 har Eja deltaget i 33 FOF-kurser i alt fra fransk og tysk til akrylmaling og portrættegning. Kort efter hun stoppede som folkeskolelærer, blev kurserne et fast holdepunkt i hendes nye tilværelse.

”Som pensionist bestemmer jeg jo selv min rytme,” siger Eja og tilføjer, at det har været vigtigt for hende at fastholde en struktur i livet som pensionist.

For selvom Ejas dage er fyldt med morgenyoga, gåture og familiebesøg, manglede der noget, da Eja gik på pension: Skolen. Hun savnede det faglige fællesskab og meldte sig til et kursus i italiensk, der blev begyndelsen på et langt og aktivt forhold til FOF.

”Det har været rigtig godt for mig at komme ud blandt andre mennesker og prøve noget forskelligt,” fortæller Eja, der sjældent går glip af en eneste mødegang.

Det forpligtende fællesskab

Eja startede til fransk i FOF Aarhus i 2013 og går stadig til det i dag. Hun skal ikke til eksamen, og der venter ingen karakterer. Men motivationen er intakt.

”Jeg gør det kun for glædens skyld, men jeg har stadig en følelse af forpligtelse. Jeg har jo meldt mig til, og det betyder også noget for mig, at jeg gør mit bedste.”

Forpligtelsen er ikke en byrde, understreger Eja. Tværtimod giver den struktur til ugen, holder hende i gang og minder hende om, at hun skal ud af døren, møde nogen og lære noget nyt.

Underviserne spiller også en central rolle i, at lysten til at lære holdes levende. Eja beskriver sine undervisere som dygtige, levende og engagerede og fremhæver sin nuværende franskunderviser, Helle Munch-Hansen, som formår at kombinere faglighed og fællesskab.

”Helle Munch-Hansen er en dygtig og levende underviser. Vi læser original litteratur, blandt andet en ung fransk forfatter, Édouard Louis. Det er ikke oversat, vi læser det direkte på fransk. Og vi får også tit et godt grin i timen.”

Læring som livsglæde

Eja er én blandt tusindvis af kursister, der hver uge mødes i FOF for at udfordre sig selv og holde nysgerrigheden i live. De viser, at lysten til at lære ikke forsvinder med alderen.

For nogle handler det om at lære noget nyt, for andre om at være en del af et fællesskab, og for de fleste, som for Eja, er det en kombination af begge dele.

”Jeg føler mig meget taknemmelig for, at jeg har muligheden for at vælge den slags til, og for at jeg stadig har energien til at lære nyt. Kurserne har virkelig givet mig meget, både fagligt og menneskeligt.”

Se vores spændende kurser i Aarhus

Udfold dine interesser og lær noget nyt i FOF Aarhus. Uanset om du vil male, synge, dyrke yoga eller lære et sprog, kan du finde et kursus, der passer til dig.