
FOF København og Nordsjælland
FOF København og Nordsjælland og Storbyen Synger inviterer til et særarrangement på Charlottenlund Fort, hvor fællessang og fortælling går hånd i hånd. Kom med til en hyggelig og stemningsfuld eftermiddag, hvor vi kombinerer rundvisning, fællessang og den smukke udsigt over Øresund.
Charlottenlund Fort blev opført i slutningen af 1800-tallet og står i dag som et af Gentoftes særlige vartegn. Selvom mange i dag bruger området til vandaktiviteter og solbadning, så har stedet i fortiden haft en noget mere alvorlig funktion som en del af Københavns befæstningsværk.
Vi starter med en rundvisning ved den dygtige og levende fortæller Frederik Lindskov, som tager os med rundt på fortets område og deler historier om stedet – om hvorfor det blev bygget, hvordan det blev brugt, og hvad murene stadig gemmer på. Det er både spændende og let at gå til, uanset hvor meget man ved i forvejen.
Undervejs stopper vi op og synger sammen med korleder Sara Futtrup og musiker Jonas Berg. Det handler ikke om at synge flot – men om at synge sammen. Nogle sange kender du måske, andre lærer du undervejs.
Det bliver en eftermiddag med plads til både historiefortælling, sang og fællesskab i det fri.
Arrangementet foregår primært udendørs, stående og kræver godt fodtøj. Det er derfor ikke egnet for gangbesværede.
Mødested: Ved Den Lille Butik, Strandvejen 144B. 2920 Charlottenlund
Varighed: Ca. halvanden time. Sangark uddeles ved ankomst.
Sara Futtrup er musiker og en erfaren korleder. Hun skaber sangglæde gennem fællessang og korarbejde, hvor stemmens kraft og det musikalske fællesskab udforskes. Hun lægger vægt på, at du føler dig tryg, inspireret og får en oplevelse af at være en del af noget større.
Jonas Berg er pianist, komponist og arrangør. Han er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium og har arbejdet med en lang række kunstnere som Randi Laubæk, Swan Lee, Sebastian, Søs Fenger, Trinelise Væring, Ginman/Jørgensen, Elisabeth, Caroline Henderson, Love Shop, Michael Carøe og Nanna Lüders.
Frederik Lindskov er kunsthistoriker, filosof og billedkunstner med en særlig faglig indsigt inden for filosofi og kunsthistorie. Han er uddannet cand.mag. i filosofi og har en BA i kunsthistorie fra Københavns Universitet. Lindskov er kendt for at formidle komplekse emner nærværende og levende og for at give steder og værker nyt liv og perspektiv.
Storbyen Synger er en drivkraft for alle sangaktiviteter i kommunerne København, Gentofte og Frederiksberg. Vi fremmer sang som en ressource i samfundet og som en løsning på flere udfordringer såsom ensomhed og mistrivsel. Vi samarbejder med kommuner, organisationer og virksomheder for at styrke fællesskabet gennem fællessang og kor, og vi arrangerer inkluderende sangbegivenheder for alle.
Vil du med til endnu mere historiefortælling, sang og fællesskab? Vi afholder også fællessang og fortælling på Charlottenlund Travbane. Se mere her.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere
Se mere