
FOF København og Nordsjælland
Få et sjældent indblik i Donald Trumps USA med Steffen Kretz, DR’s mangeårige korrespondent i Washington. Hør hans analyser af Trump 2.0 og verdens fremtid hos FOF København og Nordsjælland.
Glæd dig til et veldokumenteret og medrivende foredrag om Donald Trumps USA fra en af de danske journalister, som kender amerikansk politik bedst.
Det er mere aktuelt og relevant end nogensinde at dykke ned i helt aktuelle analyser af Trumps USA og de kræfter, der former amerikansk politik netop nu.
USA står over for en afgørende politisk skillevej i Donald Trumps anden præsidentperiode, når der er midtvejsvalg i november 2026. Valget vil vise, om vælgerne bakker op om Trumps kurs – både hjemme og ude i verden – eller om der er opbrud på vej i Kongressen.
Steffen Kretz har i årevis fulgt Trump som DRs korrespondent i Washington og er forfatter til fakta-bestselleren, »Storm på vej«, der er udkommet i en række lande. Fortsættelsen, »I orkanens øje« (april 2026), handler om hvad verden kan vente sig i de år Trump er ved magten. Vi står med det ene ben i en ny historisk epoke, som er præget af usikkerhed, ufred og en dyb og livstruende krise for demokratiet som styreform.
Foredraget tager udgangspunkt i hans nye bog og mangeårige research. Du vil blive klogere på MAGA-bevægelsen, Trumps ambitioner i Grønland, det fremtidige samarbejde i NATO, og hvilken betydning Trumps toldkrig vil få for verdensøkonomien.
Ligeledes vil Kretz komme med sit bud på, hvad den øgede sammenblanding mellem tech-industrien og amerikansk politik vil få af konsekvenser for amerikanerne og for os i den frie verden.
Med Trump ved roret ændrer verden sig dag for dag. På denne aften vil Steffen Kretz give sin aktuelle analyse af de seneste direktiver fra Det Ovale Værelse. Få journalister i Danmark har fulgt Donald Trump tættere end Steffen Kretz, og du kan se frem til en aften i tankevækkende – og foruroligende – selskab med Trump 2.0.
Der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål i slutningen af foredraget.
Steffen Kretz er en prominent skikkelse inden for dansk journalistik og medier. Som udenrigskorrespondent og nyhedsvært på DR har han markeret sig som en af landets mest respekterede journalister. Med en omfattende erfaring, der spænder over et årti som korrespondent i USA og Mellemøsten, har Steffen Kretz dybtgående indsigt i verdens politiske og sociale landskaber.
Steffen Kretz' karriere har ført ham til mere end 100 lande, hvor han har mødt og interviewet en lang række indflydelsesrige personligheder, fra politiske ledere som Dalai Lama til erhvervsikoner som Elon Musk.
Han har dækket krige, konflikter og store begivenheder på tværs af kloden, senest som DRs korrespondent i Grønland. Udover sit journalistiske arbejde er Steffen Kretz forfatter til flere bøger, der udforsker aktuelle emner og udfordringer i samfundet.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere